Det amerikanske valg

Med det amerikanske valg mellem Kamala Harris og Donald Trump lige om hjørnet følger både investorer og virksomheder verden over nøje med i de mulige konsekvenser.

Hvad sker der, og hvad betyder det?

 

Trods den intense valgkamp og de mulige skelsættende ændringer for både amerikansk og international politik, er aktiemarkederne stadig præget af optimisme. Historisk har det vist sig, at markederne påvirkes mindre af, hvem der sidder i Det Hvide Hus, end af grundlæggende økonomiske faktorer som inflation, renteniveau og produktivitetsvækst. Indtil videre har markederne generelt set positivt på fremtiden trods de mange usikkerheder, og markedsudsving bør derfor indregnes når valget når sin afslutning.

Samtidig kan en såkaldt 'Clean Sweep' – hvor enten demokraterne eller republikanerne opnår kontrol over både præsidentembedet og Kongressen – føre til store politiske ændringer i USA.

En sejr til Trump kan medføre øget fokus på amerikanske aktier og særligt styrke forsvarssektoren, mens Harris ventes at favorisere grønne energiselskaber og støtte den grønne omstilling, hvilket også kan gavne danske virksomheder inden for denne sektor.

Begge kandidater forventes dog at fastholde en protektionistisk linje i handelspolitikken, hvilket kan påvirke eksportmulighederne for danske virksomheder. Harris’ politik kan give danske virksomheder inden for grøn energi bedre betingelser, mens Trump vil have fokus på at beskytte amerikanske job og produktion, hvilket kan føre til handelsbarrierer og tiltag, der besværliggør importen.

Valget har også betydelige sikkerhedspolitiske konsekvenser, da USA’s udenrigspolitik vil påvirke landets rolle i verden. Harris ventes at fastholde en fast linje mod Rusland, mens Trump’s politik kan være mindre forudsigelig, hvilket kan skabe usikkerhed. For mange danske virksomheder kan dette valg være et vendepunkt i tilgangen til risiko og forsyningssikkerhed, da globaliseringen ser anderledes ud end tidligere, og virksomheder derfor tilpasser sig ved at sikre forsyningskæder og værdikæder indenfor EU.

Vi følger valget tæt og vil løbende analysere, hvordan den nye præsidents politik kan påvirke de globale markeder og særligt USA’s position i relation til andre regioner. For investorer handler det om at forberede porteføljen på både nye muligheder og potentielle risici, og vi står som altid klar til at hjælpe med at tilpasse strategien til den kommende markedsdynamik.

Vil du vide mere?


Tag kontakt i dag, så hjælper vi dig.
Dan Gaardbo

Dan Gaardbo

Investeringsdirektør

Dyk ned i flere videns indlæg her